<< Tilbage

   
   Klargør for print     E-mail Artikel
 
 
Laserjolle
YF har 4 klub-laserjoller og rigtig mange privatejede laserjoller.
Konstruktør: Bruce Kirby i 1970
Længde 423cm, Bredde 137cm, Vægt 59kg.
Sejlareal: Mini 4.7m2, Radial 5.76m2, Standart 7.06m2.

Laserjollen er i dag en af verdens mest populære joller, med mere end 180.000 producerede både world wide. Dette tal udvides årligt med omkring 4000 nye joller.

Laserjollen er en meget livlig og enkel konstrueret jolle. Dette betyder at jollen er temmelig følsom hvad angår balance, men også at den eksempelvis planer hurtigere, end mange andre enmandsjoller. Dette element giver sejleren en herlig fart fornemmelse.

Da jollen er udrustet med et relativt lille ror, skal dette bruges flittigt i samarbejde med kroppen der mere end i nogen anden jolle har betydning for jollens sejlegenskaber. Laser jollen betragtes som en af de mest fysisk krævende enmands joller.

Riggen.
Jollen kan udrustes med forskellige rigstørrelser, så den er mulig at sejle allerede fra en vægt omkring 35–40 kg. Det eneste man behøver at skifte, er sejl og undermast. Herved bliver den samtidig også billig for ungdomssejleren, da man efterhånden, som der kommer mere vægt og højde på kroppen, kan beholde samme jolle, men blot udskifte sejl og undermast. Af samme årsag er Laseren også en glimrende klubjolle.

Med hele 3 muligheder for rig størrelse, er alder eller kropsvægt ingen hindring for sejlads.

Mini riggen med 4.7 m2 sejl henvender sig til sejlere mellem 35-55kg og derfor også til selv de mindste fra Optimistjollen.

Den lidt større Radial rig er også en overgangs rig med sine 5.76m2. Denne henvender sig til sejlere mellem 55 - 70 Kg og er samtidig den officielle ISAF VM-jolle for kvinder. En titel Danmark har vundet 3 gange ved hhv. Dorte O Jensen og Kristine Roug (YF).

Standart riggen på 7.06m2 kræver en kropsvægt på 70kg+.
Idealvægten siges i dag (1999) at være mellem 78 - 82kg, afhængig af sejlerens højde.

Køb af udstyr.
En ny Laser koster Kr. 38.000,- alt inklusiv.
Brugte joller finder man fra Kr. 5000,- til Kr. 25.000,- afhængig af udstyr og årgang. Ønsker du at sejle kapsejlads, begynder priserne omkring 13.000. Der findes i øvrigt altid købere til brugt Laser udstyr i Danmark. Bla. Radial & mini rigge, sejl og ældre komplette joller er let omsættelige.

Alders opdeling
Laser jollen er den eneste jolle der også har senior klasser, inddelt efter alder. Skulle man således stadig være glad for at sejle jollen efter de fyldte 35 år, er der stadig mulighed for at sejle mod jævnalderende.

Laser klassen er delt op i følgende alders grupper:
Junior: u. 18 år Senior: 18 - 35 år Apprentice: 35 - 44 år Master: 44 - 55 år Grand Master: 55 - 64 år Great Grand Master: 65 + år

Klasse regler.
Laserjollen er også den eneste Jolle, der har så hårde klasseregler, at det overflødiggør klassebeviser og lignende papirarbejde. Reglementets gyldne regel er:

" HVIS IKKE REGLERNE SPECIFIKT TILLADER ÆNDRINGEN ELLER KONSTRUKTIONEN, SKAL DEN BETRAGTES SOM ULOVLIG."

Dette bevirker, at uanset hvor i verden man sejler, kan man være sikker på, at det er ens kunnen og evner der bestemmer ens placeringer. Ikke indhold eller størrelse af ens pengepung.